Randers, 12. august 2010
Torsdag morgen kl. 8.00 er der endnu helt stille i Danmarks Smukkeste Svinesti. Festivalgrisene sover, men nogle ganske få meter derfra stimler en stadig større gruppe mennesker sammen. Det er TV-folk fra TV2 og TV2 News, det er radiofolk fra P4 Østjylland, det er festivalens pressefolk med fotograf, og det er DC’s egen medbragte TV fotograf, pressefotograf og journalist. Midtpunktet i forsamlingen er skuespiller og multikunstner Peter Mygind, som lige er stået op efter at have tilbragt en nat i en af frilandshytterne. Han har sagt ja til at vække nogle af de intetanende beboere i Svinestien på denne første festivalmorgen - og det er der interesse for hos medierne.
Kl 9.05 sender TV2 live fra morgenvækningen, og journalisten vender begejstret tilbage til Danish Crowns kommunikationsdirektør og siger, at redaktionen også gerne vil have et egentligt interview om, hvorfor Danish Crown er på festival med både Svinesti og Baconbar.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at en væsentlig årsag til vores engagement i Danmarks Smukkeste festival er den medieinteresse, vi på den måde kan skabe for virksomheden. Vi laver set-uppet for at komme i dialog med den helt specifikke målgruppe på 50.000 mennesker på festivalområdet - men i mindst lige så høj grad for at skabe opmærksomhed omkring Danish Crown som virksomhed - og dermed de produkter, vi laver, fortæller kommunikationsdirektør Anne Villemoes.
Det er 4. år, Danish Crown er til stede de fire dage i Skanderborg, hvor folk kappes om at få lov til at købe sig plads i en af de 25 svinehytter, og hvor et stort hold frivillige sælger brunch og grillmad til festivalgæsterne.
- At vi har skabt Danmarks Smukkeste Svinesti og Danmarks Smukkeste Baconbar er jo ikke længere nogen nyhed i sig selv. Derfor er det op til os at sikre, at vi hvert år supplerer med et arrangement eller en event, der kan skabe interesse hos medierne. Sidste år havde vi således et nygift par på bryllupsrejse i Svinestien og året før havde vi de Sorte Spejdere fra P3 boende i Svinestien - og begge dele gav fuldt udbytte på mediesiden. Og i år har vi så haft besøg af Peter Mygind, som gav en oplevelse - både på mediesiden og over for Svinestiens gæster, siger Anne Villemoes.
Torsdagen igennem kunne man således høre om Danish Crowns Svinesti på TV2 News, hvor Grisen Frida og kommunikationsdirektøren var en del af nyhedsloopet hver time. Torsdag morgen var det TV2, der fortalte historien, ligesom radiokanaler på DR fortalte om Svinestien.
- Som supplement sikrer vi, at alle historier bliver fortalt på vores hjemmeside - og her fra henter en række medier historierne om Svinestien og Baconbaren - og altså Danish Crown. Hvert år får vi efterfølgende hilsner fra mennesker, der takker for gode oplevelser - og som peger på, at det for dem har sat virksomheden Danish Crown i et nyt lys. Og det er netop formålet, siger Anne Villemoes.